Af Lars Christoffersen – Hornblæser af 1. grad og trompetist i 8. Regiments Musikkorps

Mennesket kom til jorden for ca. 150.000 år siden, og “allerede” 100.000 år senere ser man de første eksempler på musikinstrumenter i form af fløjter og strengeinstrumenter. Musik, dans og underholdning har således meget tidligt været en del af tilværelsen. Kort efter er trompeten, som den første messingblæser, kommet til (selv om den først blev fremstillet af messing mange år senere). Alle øvrige messingblæsere (basun, tuba, horn m.fl.) har sine rødder i denne forhistoriske trompet. Men her var formålet noget ganske andet. Instrumentets kraftige lyd blev brugt til at skræmme fremmede væk, advare store områders befolkning om trusler, og senere at signalere til soldater om troppeformation og angreb.

I 8. Regiments Musikkorps har vi valgt ’at sidde på to stole’, idet vi anvender trompeten, og alle dens efterkommere i messingblæserfamilien, men vi spiller trods alt musikken primært for at underholde. Se nederst på denne side, hvilke messinginstrumenter vi bruger. Dette var den meget korte udgave. Herefter følger en mere detaljeret beretning udviklingen – primært i messingblæserfamilien.

Der er i princippet fire forskellige typer af instrumenter:

Da det er blæserne, som ligger vore hjerter nærmest, fortsætter vi med dem. Det største blæseinstrument vi kender, er orgelet. Orgelets lyd fremkommer ved, at en luftstrøm blæser hen over en skarp kant i orgelpiben, og derved sætter luften inde i piben til at vibrere. Enhver, der har kigget på et kirkeorgel ved, at det er de store piber, der laver de dybe toner, og de små, der laver de højeste toner. Orglets måde at lave lyd på er den samme, som anvendes i fløjten. De øvrige træblæsere ’snyder’ lidt ved at bruge et bambusblad (nærmest et stykke træflis). Dette bringes til at vibrere og der pustes luft henover, som så også vibrerer. Det er således også forklaringen på, at saxofonen, der jo anvender et bambusblad, tilhører træblæserne, selv om den er lavet af messing.

Messingblæserne der imod frembringer lyden ved at få deres læber til at vibrere og puste luften ind i instrumentet igennem de sammenpressede, vibrerende læber.

I indledningen blev det påstået, at trompeten dukkede op for 50.000 år siden. Det er i princippet rigtigt, men det er nok en lige lovlig simpel udlægning.

Der er ingen, som ved noget med sikkerhed, for alle fra dengang er jo for længst forsvundet fra denne jords overflade. Så det er vel blot et spørgsmål om tro og overbevisning. Videnskaben tilsiger, at der har været liv på jorden i 300 millioner år, men at de første menneskelignende væsener opstod for 7 millioner år siden. Det var aber, som kom ned fra træerne og begyndte at gå oprejst. For omkring to millioner år siden opstod ‘homo habilis’, som fremstiller og bruger redskaber – og ild ! Men først omkring 150.000 år siden eksisterede ‘Homo Sapiens’, et menneske, med ben der er længere og kraftigere end armene, og som går oprejst – og derfor har hænderne fri til at bruge redskaber m.m.

Man kunne måske tro, at udviklingen så ville tage fart, men det gik i et relativt beskedent tempo i starten. Men de havde også deres at slås med. Den sidste istid, som dækkede den nordlige halvkugle (Canada, Rusland og Skandinavien) var inde i sin koldeste periode for ca. 20.000 år siden. Og den sluttede først 10.000 år senere, omtrent samme tidspunkt, som mennesket lærte sig at dyrke deres egne afgrøder, og derved ikke længere skulle flytte efter dyreflokkene, som de jagtede, hele tiden. For første gang i menneskehedens historie byggede de permanente boliger, og snart fulgte landsbyer og byer. Omkring 5.000 f. kr. begyndte de første egentlige civilisationer at opstå langs flodbredderne, hvor jorden var mest frugtbar til agerbrug -Sumererne, Assyrerne, Babylonerne og mange andre. På den baggrund er det egentligt imponerende, at man for 50.000 år siden opfandt trompeten !

Men det var naturligvis ikke helt i den form, som trompeten har i dag. Trompeten er faktisk det instrument, som har forandret sig mest igennem tiderne – Trækbasunen mindst! I begyndelsen var det dyrehorn hvor spidsen blev skåret af, og så kunne de blæses på ligesom trompeterne i dag. Instrumentet Sohfar, som er lavet af et vædderhorn, blev faktisk brugt af det hebraiske folk i ældgammel tid, og er nævnt i bibelen.

Den ældste trompet blev fundet i 1922 i den ægyptiske farao Kong TutAnkhamon’s gravkammer. Det daterer sig til omkring 1.500 år f.kr. Der blev faktisk fundet to – én i sølv og én i kobber. Det Ægyptiske Museum i Cairo lavede i 1939 en optagelse for BBC, hvor der blev spillet forsigtigt på sølvtrompeten (med et moderne mundstykke). Optagelserne er helt unikke, da der sandsynligvis aldrig mere vil blive forsøgt spillet på de skrøbelige, gamle trompeter. Men trompeten var altså fuldt funktionsduelig. Der er tilsvarende fund i det gamle Kina, Peru og Tibet fra omtrent samme periode. I Skandinavien fandt vi på at lave det besynderlige instrument LUREN engang i bronzealderen (yngre bronzealder 1.000-500 f.kr.) Instrumentet er i familie med det schweiziske alpehorn, hvis oprindelse fortaber sig i historiens tåger. Alpehornet er med sine ca. 4 meter dog dobbelt så langt som luren.

Hvilket bringer os til det med størrelsen.

Når luften vibrerer inde i et rør, så er det størrelsen, altså længden, der bestemmer tonehøjden. Dette er rørets grundtone. Men en svingning har også en overtone, som svarer til den halve rørlængde. Denne har igen en overtone på det halve, o.s.v. Disse overtoner svinger med, sammen med grundtonen, men med svagere og svagere styrke opad i registeret. En helt overtonefri tone kaldes en sinus-tone og den kan faktisk kun skabes elektronisk. Alle blæserinstrumenter klinger således med både den grundtone, som spilles, og så en masse overtoner til denne. Instrumenternes forskellige udformning og materialer gør, at vi tydeligt kan skelne imellem de forskellige instrumenter, selv om de spiller samtidigt.

Derimod er vi ikke i stand til at skelne imellem et enkelt instruments grundtone og de tilhørende overtoner. De høres som en samlet klang. Man taler om instrumenternes klangfarve, som er påvirket af materialevalg, rørdiameter, koniske eller helt lige rør, indvendig ru eller glat overflade, klangstykkets form og størrelse m.m. Instrumentbyggeri er derfor efterhånden blevet til et kompliceret og forfinet håndværk. Vi er således kommet langt, siden de første “dyrehorns-trompeter”.

I stedet for blot at ændre på rørlængden, for at spille forskellige grundtoner, så kan man udnytte overtonerne. Ved at ‘overblæse’ spiller man ikke grundtonen, men derimod én af de højere liggende overtoner. Prøv selv at puste på kanten af en ølflaske. Det er ikke så svært at få en tone frem. Pust så meget kraftigere, og der kommer en overtone frem. Der skulle forholdsvist nemt kunne komme 3-4 pæne toner frem.

Dette betyder, at en messingblæser har en grundtone samt et antal overtoner at kunne spille. Alle mellemliggende toner er uden for rækkevidde. Men på grund af halveringerne, så ligger disse naturtoner tættere og tættere sammen, når man kommer op i højden. Men det kræver kraftigere og kraftigere overblæsning, jo højere man vil spille. Så det, at spille i højden, er en svær disciplin for enhver blæser.

Efterhånden som både selve instrumenterne men også musikerne udviklede sig, skiftede musikken i Europa karakter og fjernede sig fra den mellemøstlige oprindelse, som var meget rytmebaseret. Harmonier blev udviklet, og man havde nu behov for at skrive musikken ned på en eentydig måde. Den gode benediktinermunk Guido d’Arezzo opfandt omkring år 1.000 et nodesystem – altså 6 nodelinier til at nedskrive musikken (i dag bruger vi det stadigvæk, dog kun med 5 linier, og har tilføjet både taktstreger og en lang række ord og symboler).

Trompeten havde hidtil været anvendt til signal-formål, men omkring 13-1400-tallet blev den inddraget som en naturlig del af musiklivet. Derved fik trompetisterne problemer, for nu var det ikke længere nok bare at kunne spille én eller nogle få toner. De skulle (helst) kunne spille alle kromatiske toner. Trompetisterne i middelalderen (500-1400 e.kr.) udviklede rene skizofrenier for at kunne være med. Nogle øvede teknikker så de kunne blæse i de helt høje registre og derved spille kromatiske skalaer (clarino-blæsning).

Andre borede huller forskellige steder på rørene, så de kunne lukke op og i (dvs. ændre rørlængden). Andre igen satte klapper på, som på en saxofon (som dog først blev opfundet 400 år senere – i 1840 !) for på den måde at kunne spille sammenhængende melodier og harmonier. Det var den Wienske hoftrompetist Anton Weidinger, der i 1796 fandt på det med saxofonklapperne på trompeten. Fem var nok – så kunne han (næsten) præstere kromatiske melodier, og Joseph Haydn komponerede sin berømte trompetkoncert til ham.

Trompetister var dengang omgæret af pomp og pragt. De kristne i middelalderen troede fuldt og fast på, at dommedag engang ville blive annonceret af engle, der blæste på trompeter. (Tænk lidt over det, når du hænger trompetblæsende engle på træet til jul !)

Trompeter blev nu udviklet i alle mulige retninger. Og i alle mulige tonarter – C, D F, A E osv. Så kunne man spille de nødvendige melodier, når blot man var tilstrækkeligt mange og forskellige instrumenter repræsenteret. Man fandt også på at have en god håndfuld løse små rørstykker, som kunne sættes på eller tages af, for derved at ændre grundtonen.

Omkring år 1460 blev træktrompeten opfundet – man kunne meget simpelt ændre rørlængden ved at trække i rørene under spillet. Men da tonerne på en trompet trods alt ligger forholdsvist tæt så er træktrompeten et yderst vanskeligt instrument at spille på, og den anvendes da heller ikke mere. Derimod lå det lige for, at gøre den dobbelt så stor – og derved én oktav dybere. Så lå tonerne mere passende spredt, og hermed var trækbasunen en realitet. Den har så stort set ikke udviklet sig siden. Den har så stort set ikke udviklet sig siden. Samtlige messingblæser-instrumenter har faktisk sit udspring i trompeten. Selv navnene kommer ofte herfra. Det italienske ord for trompet, Tromba, og ordet stor, Ona udgør tilsammen Trombone, som altså bare betyder en stor trompet.

I året 1788 skete der imidlertid noget revolutionerende; Charles Clogget opfandt den første ventil ! Denne har den simple funktion, at den lader luften gå via et længere rørstykke, når den er aktiveret. Hvorfor Weidinger ikke brugte den, er lidt mystisk, men det var jo noget før Internettet’s tid, så han har sikkert bare ikke vidst, at den var opfundet. I 1813 udviklede Frederich Blühmel drejeventilen, og i 1815 udviklede tyskeren Stölzel pumpeventilen yderligere, så man med bare tre stk. kunne spille helt kromatiske melodier.

Franskmanden Perinet fra Paris forfinede pumpeventilen til den, man anvender den dag i dag. Frederich Blühmels drejeventil anvendes også i dag i alle valdhorn og de fleste tuba’er. Desuden anvender man i den tyske og østeuropæiske Instrumentbyggetradition stort set kun drejeventiler i alle slags messinginstrumenter.

Hidtil havde trompeten været stemt i F eller G, som det mest udbredte (selv om der var masser af varianter, jfr. ovenfor). Efter udviklingen af ventilen, blev det meget hurtigt en trompet stemt i Bb som blev det langt mest populære, Den var lidt kortere, end F-trompeten og dermed lettere at spille nøjagtigt på. Desuden var den meget kraftigere, og havde en mere brilliant tone. Træktrompeten (i stil med trækbasunen) overlevede dog også helt op til vor tid. F.eks. spillede W. C. Handy (komponisten til St.Louis Blues) jazz på en træktrompet. Men da trækket på en trompet er meget kortere end på en trækbasun (trombone), skal nøjagtigheden i trækket også være det større. Det gør det overmåde svært, at spille på en træktrompet, og den er stort set nu forsvundet.

Efter sin spæde start for ca. 50.000 år siden – fra de første dyrehorn-blæsere – fandt trompeten således først sin endelige udformning i starten af 1800-tallet og har undergået markante ændringer undervejs frem til den trompet, vi anvender i dag.

Trompetisternes top-ti løgnehistorier:

Min ventil satte sig fast!

Jeg sætter af princip aldrig noget en oktav op.

Hvem pokker er Knud Hovaldt?

Jeg kunne ikke nå at varme op!

Jeg kunne spille det derhjemme!

Jeg har desværre kun ét mundstykke

Jo, jeg ville gerne opgive mit dobbelte høje C for en bedre teknik

Jeg synes klang er vigtigere end høje toner!

Jeg har aldrig prøvet, hvor højt jeg kan gå op!

Jeg ville ønske jeg spillede klarinet i stedet for!

 

Baritone og Euphonium – hvad er forskellen?

Instrumentet euphonium begyndte sin storhedstid i de tyske militærorkestre omkring 1820. Instrumentbygger Dr. James Blakely hos Boosey opfandt i 1878 et system, som kunne kompensere for, at når man anvender mere end én ventil, bliver tonerne som oftest for høje og skal intoneres ned af blæseren. Herfra blev instrumentet meget udbredt – komponister som Strauss, Wagner og Shostakovich indlagde gerne solos til instrumentet.

Hvad er så forskellen på en baryton og en euphonium? Onde tunger siger, at en euphonium blot er en baryton spillet perfekt ! Andre mener, at forskellen er node-nøglen, hvor baryton som oftest spiller i G-nøgle imens euphonium spiller i basnøglen.

Sandheden skal nok snarere findes i samme afdeling, som forskellen imellem cornetter og trompeter. Forskellen er i al sin enkelthed, at en cornet og euphonium har koniske rør, hvor diameteren udvider sig lige fra mundstykket og helt ud til klangstykket, hvorimod rørene på en trompet/baryton er cylindriske (ens diameter) og først begynder at udvide sig kort før selve klangstykket. Det giver en vis forskel i klangen, idet de koniske rør giver en meget lyrisk tone, hvor de lige rør giver en mere brillant og klar tone.

Valdhornet

Med en stor, behagelig klang er valdhornet et meget fint instrument. Rullet helt ud har det en længde på over tre meter. I dag er det messingfamiliens eneste instrument, som har en mundstykke, der blot er formet som en smal tragt. I gamle dage var valdhornet helt sikkert bestemt for udendørs brug! Det blev anvendt under jagt, vel især i for det pæne borgerskab i England og Frankrig. Instrumentet har således udviklet sig fra gamle dages brug af kraftige lyde til at dirigere en vild jagt, til det fine klassiske instrument, som vel i dag anvendes i flest musikalske sammenhænge – i barokmusik, stryger- og blæsergrupper og i symfoniorkesteret.

Instrumenterne i 8. Regiments Musikkorps

Musikkorpset består udelukkende af messingblæsere – nå ja, så har vi slagtøj med, for at krydre musikken lidt, men nu mest for at kunne gå nogenlunde i takt ! Men man skal nu ikke sådan kimse ad slagtøjet. Hvad ville f.eks. ‘1812-Ouverturen’ eller ‘Champagnegaloppen’ være uden slagtøj ??!?! Vi bruger følgende instrumenter:

Piccolo i Es (Es-cornet): Det højst klingende instrument. Har tit en overstemme i forhold til det bærende tema i et musikstykke. Kræver sin mand.

Cornetter: God lyrisk klang, der som oftest bærer selve temaet i et musikstykke.

Trompeter: Ofte spilles signaler med klar og kraftig klang af trompeterne

Valdhorn (Es-horn): Gode til at binde musikken sammen, men er også ind imellem bærere af temaet

Baryton og euphonium: Veksler med cornetterne om at bære tema og levere sidetemaer og modgående melodistykker.

Tromboner: Lægger sig tit op ad tubaen og skaber bindeled imellem den dybe tubastemme og de lysere instrumenter i korpset, men kan også have selvstændige, ofte kraftige solostykker. Trombonerne svarer til trompeterne i korthorngruppen.

Tuba: Lægger bunden og rytmen i musikken – ofte i ‘dialog’ med slagtøjet

Slagtøj: Stortromme, lilletromme, bækkener og klokkespil lægger pulsen i musikken. Der kan være meget varierede instrumentationer, afhængig af de enkelte musikstykkers og dermed komponisters forskrifter.

Men glemte vi ikke én? Jo dirigenten – han skal forsøge at samle musikernes (ofte forskellige) fortolkninger af et musikstykke til at udgøre en samlet helhed – musik. Ofte en vanskelig opgave.

Links

Her er nogle links til mere information om emnet:

http://www.csupomona.edu/~dmgrasmick/mu330/Trumpetlecture.html

http://www.virtualtrumpetstudio.com/TrumpetHistory2.htm